Sofaer, barnevogne og cykler.
Det er ting som disse, de fleste forbinder med onlineportalen DBA, der handler med brugte ting, men faktisk er der også godt gang i salget af planter på siden.
I 2018 skiftede mere end 5.000 planter ejer via DBA, og antallet af annoncer i plante-kategori er steget med hele 40 procent i 2019 sammenlignet med 2018, skriver DBA Guide.
Der er stor forskel på, hvor meget folk handler planter på DBA i forskellige egne af landet, og hele 49 procent af annoncerne i DBAs plante-kategori er således oprettet af brugere fra hovedstaden.
Andenpladsen går til indbyggerne fra Midtjylland, der i forhold til Københavnerne "kun" står for 24 procent af annoncerne i plantekategorien. 13 procent af annoncerne er oprettet af folk fra Sjælland, 12 procent af indbyggerne i Syddanmark, mens nordjyderne er de dårligste til at få sat deres haveplanter til salg. Nordjyderne står nemlig kun for to procent af annoncerne i plantekategorien.
Disse planter fra haven sættes flittigt til salg
DBAs data viser ikke kun, at danskerne har indrykket 40 procent flere annoncer på DBA i 2019 sammenlignet med 2018. Tallene afslører også hvilke planter, vi ivrigt vil af med på DBA.
Stauder er den plante, som man finder flest til salg af i plantekategorien på DBA, og dernæst kommer kaktusser og hække.
Frø, palmer, buske og rododendron er også populære planter på DBA.